Antroposofi - Skitseret.

Teosofi.

Indledning

og

Krop, sjæl og ånd.

Menneskets væsen opdelt efter 7-tallet.

Æterlegemet.
 

<<>>oOo<<>>

 

På denne emnetråd, Antroposofi - Skitseret, vil jeg gerne forsøge, at give en skildring af de mest grundlæggende begreber indenfor den antroposofisk orienterede åndsvidenskab, grundlagt af Dr. Rudolf Steiner.

Jeg henviser til min litteraturliste for den som søger og som virkelig ønsker sig et dybdegående og intensivt selv-studium. Her på bloggen kan der naturligvis kun blive tale om en allerførste løs skitsering af de allermest grundlæggende begreber.

Læseren bedes venligst være opmærksom på, at min fremstilling på ingen måde kan betragtes som fyldestgørende eller gøre krav på, at være endelig (antroposofisk) åndsvidenskabelig sandhed overhovedet.

Ikke desto mindre vil den, som forstår at læse uhildet og fordomsfrit kunne finde mangt og meget berettiget i denne fremstilling.

Alt hvad der har med fremstilling af erkendelser af det åndelige af skaffe tager nemlig selvfølgelig individuel farve af de sjæle, som fremstiller det.

Der er tale om, at jeg frit, efter erindringen - Jeg har, som man kan se af min litteraturliste, studeret Dr. Rudolf Steiners arbejde, især de 4 hovedværker: 'Teosofi' - 'Frihedens Filosofi' - 'Videnskaben om det skjulte' og 'Hvordan opnår man erkendelse af de højere verdner ?' - grundigt og gennem en længere årrække, fra ca. midten af 1990'rne til i dag. - Frit efter erindringen, forsøger at fremstille de mest grundlæggende begreber, så videnskabeligt og selvstændigt og så omhyggeligt, som det er mig muligt på mit nuværende forståelses-og erkendelses-trin.

Denne fremstilling kommer således selvfølgelig til at bære præg af mine valg af, hvad jeg finder væsentligt at få med og at det er i øvrigt også et bevidst valg, at jeg ikke sidder med nogen bøger foran mig mens jeg skriver.

Opgaven, som jeg stiller mig her, er nemlig også for selv, at skaffe mig en første fornemmelse for, hvorledes jeg selv egentlig står i forhold til alt dette, hvor meget der egentlig virkelig har sat sig ordentlig til rette i min sjæl, hvor meget jeg egentlig selv har forstået og erkendt - og hvor meget jeg egentlig stadig bare er nødt til, i mangel af virkeligt klarsyn, at gentage efter hukommelsen mere eller mindre mekanisk, som en anden papegøje.

Denne sondring er uhyre vigtig og et problem efter min opfattelse i dag, når mange, også såkaldt antroposofisk orienterede søger at give en skildring og fremstilling af erkendelser om det åndelige.

Mangel på saglig videnskabelig indstilling og samvittighedsfuld omhyggelighed og grundighed er årsagen, bekvemmeligheden igen. Som altid er det især også bekvemmeligheden som er problemet.

Således sker nemlig det, som helst ikke skulle være sket, men som jeg alligevel personligt er nået frem til, desværre er uundgåeligt, efter at adgangen til den tidligere okkulte viden nu er hver mands eje, som engang kun var forbeholdt indviede, at man u-bevidst vildleder og forfører sine medmennesker, til at tro og mene noget med sikkerhed, som der i virkeligheden slet ikke er belæg for = at man således er medvirkende til at skabe skadelige fordomme og forvirring omkring det åndelige, som slet ikke gavner menneskene eller det regelmæssige (lyse - læs ovre på tråden Lys og Mørke...De lyse = de regelmæssigt udviklede åndelige kræfters virke og de mørke = de u-regelmæssigt udviklede...'Ahrimans inkarnation o.m.a. Afvent opdateringer... ) åndeliges sag på sigt. Man gør sig således, u-bevidst, til mørkets medarbejder på den måde.

Jeg har talt om dette, ovre på tråden 'Lys og Mørke' (afvent opdateringer) og man vil med rette kunne kritisere mig for, at have startet med at referere til f.eks. de 7 store verdensudviklings-epoker :

1. Saturn-inkarnationen eller tilstanden
2. Solen
3. Måne-inkarnationen
4. Jordklode-tilstanden (Nuværende tilstand)
5. Jupiter-udviklingen
6. Venus-tilstanden og sluttelig
7. Vulcan-inkarnationen

Ikke desto mindre har jeg valgt at springe lige ud i det og begynde med at referere til de såkaldte to Grønnne Hæfter, om Ahrimans inkarnation osv. - fordi det nu engang var mit eget behov at ytre mig om disse rystende skildringer og beretninger og intense sammenfatninger af Steiners udtalelser i hele sit livsværk om samme. Og fordi, det skal vi se senere, der en fuldstændig logisk sammenhæng i disse åndsvidenskabelige forskningsresultater mht. de 7 store verdensudviklings-epoker, det anfører jeg også, nemlig den, at hver epoke for sig, er der for at udvikle netop ét af de menneskelige væsens led, altså fysisk legeme på Den Gamle Saturn, æterlegemet på Solen, astral-legemet på Månen - Jeg'et i den nuværende Jord-klode-inkarnation osv.

Så det er også et formål, rent ud sagt, at begynde at sætte mine egne ord på, i skrift og tale offentligt, om alt, hvad jeg har læst og hørt om antroposofi i det hele taget, som driver de her fremstillinger frem fra min side. - Og fordi jeg er ked af at opleve den megen forvirring som følge af manglen på samvittighedsfuldhed og saglig videnskabelighed.

På denne tråd håber jeg, at det således vil blive mig muligt, at give nogen mere seriøse fremstillinger i ro og mag, som kan tilfredsstille et første behov for de som søger af et ærligt og retskaffen samvittighedsfuldt hjerte. Det er ment som rene appetitvækkere og udtrykkelig kun udtryk for min egen begrænsede forståelse og erkendelse på dette område. Men man vil kunne erkende at meget af det jeg får arbejdet mig frem til i fremstillingerne alligevel er berettiget og i fuld overensstemmelse med det som Steiner selv, på en meget mere udførlig og grundig måde end jeg endnu kan fremstille det, fremstiller.

Min højeste bestræbelse er selvfølgelig at være ubetinget tro mod min kilde, det som Steiner har givet på dette enorme område, men også, og det er meget vigtigt at læseren er bekendt med det, at gøre det til mit eget! At komme med betragtninger, som kun jeg, ved det faktum at jeg er stillet ind i en nyere tid, og således vil kunne komme med betragtninger som Steiner ikke selv kunne. Og endvidere, at det som jeg således fremstiller helt selvstændigt igen, ikke vil danne modsætning til noget at det som Steiner kommer frem til, tværtimod det vil, i de fleste tilfælde blot understrege og bekræfte hvad han allerede for længst har (forud-)sagt.

Men, jeg vil drage så meget frem af erindringen som muligt, for at give en så fyldestgørende anskuen af begreberne som muligt. Det er min pligt. Det er også for min egen skyld. Der ligger egentlig et stort stykke selvopdragelse, en stor og streng selv-diciplin, i at fremstille disse ting for offentligheden i det hele taget. Ligesom det kræver anstrengelse og koncentration af læseren.

Denne sidste, er den, som har lært mig så meget om at være virkelig videnskabelig, grundig og samvittighedsfuld, udholdende, tålmodig og saglig først og fremmest, at være ærlig overfor læseren. - Hvis man vil beskæftige sig med disse ting og det skal have langsigtede sunde og praktiske gode virkninger og ikke bære præg af fantasteri og sensations-jægeri osv.

Det handler om at frit lægge frem for offentligheden, noget af den værdifulde og sundhedsfremmende viden og indsigt, forståelse og erkendelse, som følger med, at studere dette område, via Steiners forfatterskab, via hans klarsynede meddelelser fra den og om den åndelige verdens beskaffenhed.

Det er et ufatteligt stort område. Og efter min erfaring, med indlæggene på tråden 'Lys og Mørke' (Afvent opdateringer) - som jeg forfattede i 2009 og nu har genopslået og løbende vil forbedre og tydeliggøre, der er stadig nogen eller flere rodede og uklare passager - efter denne, mit første forsøg på at delagtiggøre offentligheden i alt dette, er jeg nu nået til, at ville gå mere grundlæggende og omhyggeligt til værks, samtidig med, at jeg må fastholde overfor læseren, at dette stadig kun og udtrykkelig kun, er en allerførste spæd begyndelse, til at fremstille det, som jeg vil anbefale, at man enten selv studerer, ved at skaffe sig ovennævnte eller de i min litteraturliste listede litteratur-udgaver, eller simpelthen vælger, at f.eks. at begynde en egentlig Steiner-uddannelse. Jeg har givet links til visse sider som orienterer om al antroposofisk virke i Danmark på ovennævnte tråd, så enhver selv kan søge videre derfra.

Her skal det nu dreje sig om at skildre menneskets væsen, set fra et antroposofisk orienteret åndsvidenskabeligt synspunkt, og især et teosofisk.

Antropos er græsk og betyder menneske. Sophia er også græsk og betyder visdom. Antroposofi = Menneske-visdom.

Teo eller teos eller teus = guddom. Teosofi = Guddommelig visdom.

Jeg vil klart anbefale, at enhver, som søger og som vil begive sig ud i et selv-studium, at starte med Teosofi, som man måske ikke direkte kan kalde antroposofi, men som danner et vigtigt grundlag for f.eks. 'Videnskaben om det skjulte', som man vistnok kan sige, er antroposofien.

Indimellem disse, kommer Frihedens Filosofi, som er vigtig for den, som virkelig ønsker sig, at komme til en gedign betragtning og erkendelse af de spørgsmål som ruller sig op, efter ægte sand naturvidenskabelig metode, men som intet nævner og behandler af de erkendelser, som kommer til, i de andre værker, af erkendelserne af den åndelige verden.

Frihedens Filosofi danner så at sige den filosofiske grundvold for det senere studium af både Videnskab om det skjulte og 'Hvordan man opnår erkendelse...' - som behandler skolingsvejen til at opnå det esoteriske* klarsyn.

Jeg kommer alligevel nok til at blande alle værker sammen i mine fremstillinger her.

Men, nu er læseren i hvert fald gjort opmærksom på, at jeg her hovedsagelig bestræber mig på, at holde mig til de 4 grundbøger i mine fremstillinger - og jeg skal så vidt muligt huske, at angive, hvilke arbejder jeg citerer fra, eller refererer til, med kildehenvisninger, så læseren kan orientere sig.

Denne filosofiske grundvold er uhyre vigtig, har jeg erfaret. Fordi den netop skaffer én forudsætningen for at forstå, hvorfor frihedsspørgsmålet må løses i den enkeltes sjæl, før man på en god og sund måde egentlig overhovedet kan tilegne sig disse begreber, så de, så at sige, lejrer sig på en måde, som styrker og beriger sjæls-og åndslivet og ikke mindst det rent praktiske dagligt levede liv. At man føler sig styrket og ikke henfalder til tågede forestillinger om en åndelig verden, som det hurtigst muligt bare gælder om at skaffe sig adgang til for enhver pris.

Jeg har talt om alle disse forudsætninger, betingelser for ærlig og sober videnskabelig retskaffenhed mht. at arbejde med alt dette, ovre på tråden 'Lys og Mørke' (Afvent opdateringer) - så jeg vil ikke komme med flere formaninger her. De vil måske eller sandsynligvis blive yderligere uddybet når jeg engang når til, at behandle selve skolingsvejen med referencer til 'Hvordan man opnår erkendelse af de højere verdner'.

Her skal det altså hovedsagelig handle om at skildre Teosofi - Menneskets Væsen.

Forhåbentlig vil jeg rimelig hurtigt nå frem til reinkarnation og karma og endnu senere til livet efter døden og den åndelige verden og så lidt om auraen. Men, men - det haster ikke. Men det er i den retning jeg stræber. Nu skal vi have styr på det mest grundlæggende først, før vi begiver os ud i de helt store spørgsmål.

Tiden vil vise i hvilken takt og tempo, hvordan det hele løbende udvikler sig...

<<>>oOo<<>>

Krop - sjæl og ånd.

 

Hvis man betragter mennesket umiddelbart fremgår det let, at man kan sige, uden videre, at mennesket er borger i 3 fra hinanden, markant adskilte, verdner: Med sit fysiske legeme er det borger i den fysiske verden, alt der kan måles vejes - Med sit fysiske legeme forstår vi altså den del af mennesket som er underkastet de samme love og betingelser som også gælder for mineralriget.

Efter døden opløses det fysiske legeme efter de samme love, som også gælder for alle mineraler og stoffer. Med sit fysiske legeme er mennesket underkastet de samme love som også gælder i mineralriget.

Det fysiske legeme er redskabet hvormed mennesket kan bevæge sig rundt i den fysiske verden, som, hvis man sad i en togvogn og bekvemt lod sig transportere rundt fra bestemmelsessted til bestemmelsessted.

Det fysiske legeme er redskabet med hvilket mennesket kan iagttage verden omkring sig.

Med det fysiske legeme kommer mennesket i direkte kontakt med den fysiske verden, alt som kan måles og vejes.

Det iagttager rosen og rosens duft, dens form og farve v.hja. et fysiske legemes sanse-redskaber, syn, følesans, lugtesans osv.

-oOo-

Med det sjælelige sker der allerede en markant og kvalitativ forandring i måden, at iagttage verden på, som er væsensforskellig fra den rent fysiske iagttagelse.

I det sjælelige område gør mennesket betragtningen af verden gennem det fysiske legemes sanseredskaber til sit eget anliggende. I det sjælelige område glæder det sig over rosens duft, finder behag i rosens form, finder rosen smuk og henrykkes i sit indre over rosens skønhed.

Denne iagttagelse har ikke noget med den rent fysiske sanse-iagttagelse af rosen af skaffe, i det sjælelige område gør mennesket iagttagelsen til en personlig indre kvalitativ oplevelse, som man kan adskille fra den rent blotte fysiske sanseiagttagelse.

Den rent fysiske sanseiagttagelse er blot formidleren af sanseindtrykket af den ydre fysiske verdens foreteelser, i eller via sjælelivet henter mennesket så at sige indtrykket ind i sig og gør det til sit eget anliggende. Her kommer sympati eller antipati til orde i mennesket, om det finder hint eller hisset skønt eller hæsligt.

Men denne iagttagelse er uafhængig af rosen. Idag betragter jeg en rose og finder den smuk eller ej, imorgen betragter jeg en anden rose og skaber den samme indre oplevelse i min sjæl. Jeg kan betragte en hvilkensomhelst rose, overfor enhver danner jeg mig mine egne indre oplevelser som ikke har noget at gøre med rosen som art i det hele taget, men som er rent subjektive indre oplevelser.

Dette område kan man betragte som endnu et selvstændigt led i mennesket. Udover det rent fysiske legeme.

Med sin sjæl er mennesket beslægtet og underkastet de samme love som dyrene, i sit sjæleliv er mennesket underkastet sine begær og drifter, sine sympatier og antipatier. Det bruger det fysiske legeme som en slags transportmiddel til at skaffe sig adgang til den fysiske verdens foreteelser, alt efter dets begær - og i sit indre sjæleliv danner det sig sympatier eller antipatier om de ting, som det kommer i kontakt med, via sanseiagttagelsen formidlet af det fysiske legeme.

Hvor det fysiske legeme er formidleren af sanseindtryk er sjælelivet formidleren af menneskets helt egen personlige indre verden.

To mennesker kan iagttage den samme rose og have to vidt forskellige sjælelige oplevelser af den. Den ene finder rosen smuk og den anden finder den uskøn.

Et tredie led kommer til.

I tænkningen kan mennesket, danner mennesket sig forestillinger om det, som sanseiagttagelsen formidler af indtryk fra den ydre fysiske verden.

I erindringen kan jeg kalde billedet af rosen frem selvom den ikke er tilstede i mit synsfelt mere.

Endvidere kan jeg i tænkningen danne mig forestillinger og begreber om, hvilke love rosen vokser efter, som er uafhængig af min egen indre oplevelse og selve rosen.

Jeg betragter rosen og ved, at til næste år vil en ny rose vokse frem og udvikle sig efter de samme love som den første. Uafhængig af mine sanseiagttagelser og mine indre oplevelser af rosen, kan jeg i min tænkning erkende rosens lov som arts-væsen.

Uafhængig af mine sympatier eller antipatier for rosen, vil der til næste år vokse lignende roser frem efter de samme love, som den jeg betragter nu.

I tænkningen sætter mennesket sig ligesom ud over sig selv, som et slags guddommeligt væsen erkender det tingenes love og danner foreløbig et rige for sig selv. Menneskeriget.

Umiddelbart betragtet er mennesket således borger i 3 fra hinanden mærkbart adskilte verdner. Med det fysiske legeme er det borger i den fysiske verden, men sit sjæleliv er det borger i den sjælelige verden og med sit tankeliv er det borger i den åndelige verden.

Med det fysiske legeme formidles sanseindtrykkene fra den fysiske verden, med sjælelivet gør det sanseindrykkene til sin egen ejendom og danner sig sympatier eller antipatier om dem, gør det verden til sit eget anliggende - og med sit tankeliv danner det sig begreber og tingene det iaggtager i sanseverdnen og erkender tingenes love og beskaffenhed.

Ligesom et guddommeligt væsen hæver det sig i sin tænkning udover sin egen legemlige og sjælelige natur.

Krop - sjæl og ånd.

>oOo<

Dette er den helt elementære indføring i Teosofi.

Den som ønsker en fuldkommen retlinet og logisk uddybende beskrivelse og fremstilling må anbefales at selv studere dette værk af Steiner.

I det følgende går det hurtigt fremad. Herfra begynder jeg at delvis måtte citere efter erindringen af det jeg har studeret af Steiner som en anden papegøje.

Det efterfølgende er ikke noget jeg personligt kan bevise eller har nogen personlig oplevelse af. Det bygger på de iagttagelser som Steiner har gjort i den åndelige verden angående menneskets væsen.

Det er hans oplevelser. Ikke mine. Fra nu af i dennne fremstilling, kan jeg kun gengive udfra hvad jeg har læst mig til, det er ikke min empiri*, det er ikke selvoplevet.

Mange vil sandsynligvis indvende berettiget, at det derfor ikke kan have gyldighed, for mig eller for andre, når man ikke selv kan opleve noget som beskrives.

Den kan synes ganske berettiget denne indvending, men, hvis man vover, at gå med på fremstillingen af disse Steiners meddelelser af mennesket set fra den åndelige verdens synspunkt, altså de forskingsresultater, som han er nået frem til, ved at iagttage mennesket med sit klarsyn og som han har opnået ved at gå den skolingsvej, som han beskriver i 'Hvordan man opnår erkendelse af de højere verdener' - så vil man på et senere tidspunkt kunne erkende, i sin tænkning, men også, det kommer til, i sjælelivet, det berettigede i at anskue mennesket på denne måde, selvom det endnu ikke er noget, man kan sige om, at man kan verificere for sig selv gennem umiddelbare egne (over-) sanselige oplevelser.

Den logiske og saglige videnskabelige tænkning, hvor mennesket, som vist, hæver sig over sin egen subjektivitet, og kan danne sig forestillinger og begreber om tingene, uafhængig af dets fysiske legeme og sjælelige tilværelse, vil nemlig, med tiden, gradvist mere og mere indse det berettigede i, at alligevel måtte anerkende de resultater, som Steiner når frem til, ved at erkende den åndelige verdens beskaffenhed omkring menneskets væsen med sit klarsyn. Det kræver blot at man er fordomsfri og formår at tænke virkelig sagligt og videnskabeligt.

Dette kommer ganske tydeligt til udtryk i den såkaldte waldorf-pædagogik, den måde at se på menneskets væsen på, som danner grundlag for den pædagogik man opdrager og underviser efter i hhv. Steiner-børnehaver og -skoler.

Ved at regne med, at mennesket også er et oversanseligt væsen - opstår en erkendelse, men som stadig kun endnu, udelukkende kan bygger på ens egne fysiske iagttagelser, og sjælelige, af, at det, som siges, - opstår gradvis en erkendelse om at dette oversanselige giver fuldstændig logisk mening. At det må hænge sådan sammen.

Der er forskel på dette og at kræve at nogen accepterer noget på autoritet. Der er altså ikke tale om blind tro. Selvom det ganske vist kan synes sådan, indtil man får studeret nærmere og begynder at forstå, hvordan det hele, så at sige, er skruet sammen.

Det drejer sig altså ikke om, at dogmatisk prædike én endegyldig sandhed. Det drejer sig om, at, i sin fordomsfrie fuldkomme logiske saglige videnskabelige tænkning mere og mere komme til at indse og erkende, at alle de sandheder, som lægges for dagen, passer sammen. Og i øvrigt også er i fuld overensstemmelse med og kompatible med Naturvidenskabens resultater.

Man kommer ikke i konflikt med Naturvidenskaben ved at studere hverken Antroposofi eller Teosofi osv. (Læs også min artikel ' Systematisk forfølgelse af religiøse på tråden 'Lys og Mørke' - hvor jeg svarer på spørgsmålet : 'Kan religion og videnskab forenes?')

Det har taget mig personligt lang lang tid at gotere disse vilkår for at beskæftige mig med dette. At jeg tillidsfuldt, er nødt til at stole på Steiners klarsyn, at jeg må forlade mig på det, indtil videre, indtil jeg måske engang, selv kan komme til at se det, som for ham, er ligeså virkeligt som menneskets fysiske legemlige fremtoning.

Alene den ubekvemme langsommelige strenge og omhyggelige og logiske fremstilling har på samme tid været dels basis for min tillid og respekt i første linje, men også udfordret mig på min bekvemmelighed.

Den første lange tid, fandt jeg så jeg støtte for denne tillid i mig, i, at han så grundigt, overalt, igen og igen, dels udtrykkelig opfordrer folk til ikke at tro på ham på autoritet, og samtidig igen og igen beder folk om, at forstå, at det virkelig er muligt at komme til se de ting, som han skildrer, ved at følge den vej, som han anviser ('Hvordan opnår man erkendelse af de højere verdner?' - Litteraturliste...) - metodisk, videnskabeligt og udholdende, modigt og tålmodigt.

Man bliver, så at sige, ført ved hånden hele vejen igennem. Jeg har personligt aldrig oplevet nogen såkaldt indviet eller oplyst osv. - redegøre så omhyggeligt og så detaljeret og med så stor respekt for, at han udmærket ved, at der i læseren straks rejser sig de mægtigeste og tilsyneladende mest uoverstigelige modstande og indsigelser mod det som han fremstiller. Og jeg har søgt hos en del gennem årene. Men det var kun hos Steiner, at jeg endelig tilsidst følte at min skepsis og mistro, mine nuværende indvendinger, blev imødekommet på en måde, som på en måde, gradvis har fået dem til at smelte og vove at indlade mig mere og mere på hans fremstillingers berettigelse.

Tilbage stod kun at overvinde min egen bekvemmelighed mht det fremstilled og ikke mindst måden som det bliver fremstillet på. Den strenge, saglige og omhyggelige samvittighedsfulde videnskabelige fremstilling

Det var først hos Steiner, at jeg endelig fandt den saglige og dybt seriøse beskaffenhed, som jeg ikke fandt hos andres fremstillinger af den åndelige verden. (Spiritisme - mediumisme - clairvoyance mv.) Jeg følte mig mere end respekteret for mine egne sanseiagttagelsers begrænsning. Steiner tog mig ligesom ved hånden hele vejen igennem og kom med flere forklaringer og uddybninger på mulige indvendinger, jeg kunne gøre mig, ja, endog flere end jeg overhovedet selv endnu havde nået at gøre mig bevidst, når han begyndte at ville redegøre for sine åndelige iagttagelser i sine værker.

Med ærefrygt skulle jeg opleve, at Steiner selv, gav mig flere berettigede indvendinger og kritiske nuancer og betragtninger, end jeg selv havde, og endog opfordrede mig til at fastholde disse, og så ydermere selv gendrev dem, før han begyndte på sine fremstillinger af det åndelige, hans meddelelser fra den åndelige verden, hans forskningsresultater af arbejdet med at skue ind i den åndelige verden med hans erhvervede klarsyn.

Atter og atter opfordrede han mig, læseren til at udtrykkelig ikke tro ham på autoritet, men bruge al sin logiske tankekraft og også sjælelige sandhedssans og sundhedssans på hans fremstillinger og evt. med tiden bruge tid på at gå den vej som han skildrer i 'Hvordan man opnår erkendelse...'

Det har slået mig med ærefrygt og forbløffelse, hvor store anstrengelser, den mand har gjort sig, for at kunne lægge disse iagttagelser af, her til at begynde med, menneskets væsen, set fra den åndelige verdens synspunkt, set med den indviedes synspunkt, for dagen, offentligt. Den kamp som man får indtrykket af, det må have været, for ham, maner til den dybeste respekt og ærefrygt. Man bliver netop ikke afkrævet en blind tro, som det ellers er så almindeligt med fremstillinger af det åndelige.

Han går helt til ekstremerne og afkræver dig, at du netop ikke forfalder til blind tro på autoritet, og i næste nu, med den dybeste respekt for det faktum at han så udmærket ved, at det, han fremstiller, om den åndelige verden, her omkring menneskets væsen, er som den mest absurde abstraktion at betragte for de fleste mennesker idag - og alligevel er han nødt til at gøre det og gør det, på en måde som er fuldt ud gennemskuelig - alt dette har gjort at jeg lige siden jeg forlod Rodulf-Steiner -børnehavepædagog-seminariet har følt mig tiltrukket af dette univers og virkningerne har jeg også talt lidt om på tråden 'Lys og Mørke'.

Disse virkninger kommer snigende overrumplende og magtfuldt, især i form af en evne til at kunne anstrenge tænkningen i en helt ekstrem grad, så den strenge videnskabelige indstilling, ligesom gradvis mere og mere bliver en selvfølge, når jeg beskæftiger mig med disse ting. Det er denne fuldstændig sikre saglige og sande videnskabelige vej, jeg har overgivet mig til, som jeg har valgt at følge, som jeg tilslutter mig, uanset de sjælelige anstrengelser det måtte indebære. Det er netop fordi det kræver så ekstreme sjælelige anstrengelser at jeg har besluttet mig for at følge denne vej.

Hvorfor? Fordi jeg jo selv tidligere i mine tidligere søgninger har kunnet konstatere, hvor skadeligt det kan være, at skulle lade sig manipulere til blind tro og at blindt acceptere ting, som såkaldte spiritister, mediumister og clairvoyante siger om den åndelige verden og dens beskaffenhed, at acceptere disse på autoritet : Sådan-er-det-bare - retorikken.

Hvordan er det skadeligt? Ganske enkelt ved det forhold, at man således ikke, på en fuldstændig fri måde tilegner sig indsigt i disse ting.

Det er derfor Steiner og jeg selv nu også, forstår hvorfor det er at foretrække, at frihedsspørgsmålet må løses i den enkeltes sjæl, før, man begiver sig i kast med at studere hans meddelelser fra den åndelige verden.

Nu kunne det måske lyde som en modsigelse, men dette er naturligvis principielle betragtninger og ikke nogen endegyldig dogmatisk indstilling. Men det er nødt til at blive nævnt. Omend jeg her og vi også på seminariet startede med Teosofi og så først på 2. år begyndte at studere Frihedens Filosofi. Men det bekræftedes også da vi studerede Teosofi: Endeløse rækker af indvendinger måtte forbigåes og kunne ikke besvares endegyldigt eller tilstrækkelig uddybende, vi måtte tage det for hvad det var og afvente forståelsens komme til senere.

Sådan fungerer det altså også i praksis, at man bliver udsat for noget stof, som man ikke forstår mens man tilegner sig det, men tidens fylde hjælper på vej. Det som det så drejer sig om, er blot at være bevidst om, at man ikke tilegner sig det på en måde, at man afkræver en blind tro på autoritet, men, at man ligesom tager det til efterretning, fordomsfrit optager det i sig og lader tiden arbejde. Sådan sker der en metamorfose med stoffet i ens egen sjæl og senere kommer så ens egen selvstændige forståelse og erkendelse af stoffets sandhedsværdi til, i ens bevidsthed, 5-10-15 år senere... For mit eget vedkommende ved at genlæse og atter genlæse og studere med stadig større videnskabelig holdning, altså den intensive og rolige saglige koncentrerede holdning, hvor man i ro og mag arbejder, ja nærmest mediterer, men altså en fuldt bevidst og vågen meditation, sig igennem stoffet.

Denne rytmiske arbejden med stoffet, er den, som så baner vejen for en fremadskridende sund egen-forståelse, er min erfaring. Man læser et par sider hver aften inden man går til ro, feks. Eller starter måske dagen med at læse nogen sider. Den enkelte må finde sin egen vej i arbejdet med dette. Jeg kan kun stille forslag og give generelle antydninger, ikke nogen endegyldigt fastlagte regler og dogmer.

Friheds-aspektet er hvad det drejer sig om at holde i hævd.

Også evnen til at skille sandhed fra illusion på andre af livets områder er vokset frem i mig som indirekte resultat af at beskæftige mig så intensivt og så længe med det fortsatte selvstudium af Steiner.

Dertil skal lægges, at det har været og er, jeg ved ikke, om det er min egen indstilling eller om det er noget, som er kommet til, men jeg har ikke talt med ret mange om det. Jeg har arbejdet med det helt på eget initiativ, af fuldkommen egen fri vilje, og nydt, at være fri for, at skulle ytre mig om det med nogen, disputere det med studiekammarater osv.

Simpelthen et selvstudium i fuldstændig ro og mag og fuldkommen privat. Ikke ytret et eneste ord om det. Bare ladet tiden arbejde.

Det lønner sig at gå frem på den måde, er min erfaring. Tiden til, at selv begynde at ytre sig om det skal nok komme. Den enkelte finder selv i al frihed sin rytme og måde, at arbejde med de her ting på.

I starten var jeg selvfølgelig ovenud begejstret og sekterisk-agtig i min facon, naiv, i min tilgang. Når jeg læste hans bøger, sprang jeg gerne forord o.lign over - og frem til de kapitler, som skildrede det som jeg-havde-sådan-brug-for-at-høre-og-få-bekræftet om den åndelige verden, men stadig ikke selv kunne se, men blot kunne suge bekræftelsen ud af, som en udhungret, vokset op i mørke, drikker den lyse nektar fra solens stråler, som en plante, der næsten er gået ud og som for første gang vandes og sættes i det, for den, nærende og varmende sollys.

Sådan var min tilgang. Det kunne ikke være anderledes.

Det har ændret sig med tiden. Idag er det blevet en nydelse af grundigt og omhyggeligt, linje for linje, ord for ord, sætning for sætning, at sikre mig, at jeg virkelig forstår, hvad det er jeg læser, at jeg er med, at jeg er tilstede, nærværende og vågen, fuldt bevidst, med hele min tænkning, virkelig intensiv koncentreret - og hvis jeg ikke kan opbyde denne grad af koncentration, så lader jeg ham ligge til et andet mere opportunt tidspunkt, fordi tiden har vist mig, at jeg kan læse om igen, hvis jeg bare, som det er moderne idag, jasker og ræser og pæcer mig igennem.

Forordene til de her omtalte 4 grundlæggende hovedværker, er efterhånden, dem som interesserer mig mest og som jeg studerer mest ihærdigt. Hvorfor? Fordi jeg igennem dem får dannet mig et virkeligt indtryk af Steiners egen kamp for at overhovedet kunne stille de ting, hans forskningsresultater af udforskningen via hans klarsyn, ind i verden, som den så ud dengang, op til, omkring og lige efter århundredeskiftet op til 1900-tallet.

Idag er verden så at sige blevet endnu mere kritisk og ensidig. Meddelelserne fra den åndelige verden får mig ikke til at føle denne fanatiske og fantastiske begejstring mere. De griber mig selvfølgelig, men det er måden hvorpå han fremstiller beskrivelserne, som jeg studerer nu, i højere grad, hvordan han argumenterer, hvordan han fuldstændigt logisk og sagligt videnskabeligt stiller det hele frem, så det står som et urokkeligt firmament. Endog visse steder, at skabe mig nye indvendinger mod enten det, han fremstiller, eller måden hvorpå han fremstiller det, for blot, i de fleste tilfælde, at blive gendrevet af ham selv, eller af mig selv, når jeg indser, at min indvending måske mest har at gøre med en kritik af selve den tidsånd, som han var stillet ind i og at han derfor ud fra sit udgangspunkt, ikke kunne gøre det anderledes.

Det er spændende at få et indblik i hans tid også på den måde. Det sætter det hele i et historisk relief også og giver en en fornemmelse af, hvad der måtte kræves af en idag, for at skulle fremstille det samme. Den kamp som kræves af en selv. Ikke for at overbevise sine modstandere i første linje, nej skam, for at overbevise sig selv.

Vi bliver jo stort set alle, opdraget idag, til at tro på at Naturvidenskabens sandheder er de eneste. - Og som jeg anfører det i min nævnte artikel foroven, om systematisk forfølgelse af religiøse: Al slags tale om oversanselige betragtninger, alt det som ikke kan måles af vejes, er snart bandlyst fra jordens overflade. En kriminalisering af al tale om det åndelige, er måske, hvad vi er på vej til...??!

I sine to foredrag 'Den spirituelle baggrund for den ydre verden' og 'Mørkets ånders nedstyrtning' spår Steiner, at det ikke vil vare så længe, fra hans tid målt, altså for 100 år siden, før man vil vaccinere folk mod, at beskæftige sig med det åndelige, at man vil betragte folk, som beskæftiger sig med det åndelige, som værende af behandlingskrævende patalogisk karakter. Noget sygeligt. Det er materialismens vover - se mere i mine artikler om Ahrimans inkarnation på tråden 'Lys og Mørke'.

Med hensyn til det som fremstilles, meddelelserne fra den åndelige verden, bliver det hele for mig idag, ligesom mere kompletterede, aha, der var noget jeg ikke havde fået fat på sidst, nu forstår jeg - osv.

Jeg måtte selvfølgelig som det forvildede barn jeg også er, trodse Steiners gentagne strenge formaninger på dette område: At han ikke ønsker sig læsere, som bare tror ham blindt og som sluger råt og ukritisk, hvad han beskriver, men som virkelig intensivt kritisk og vågent er med på hvad der tales om, og måden hvordan det er opbygget i fremstillingen, den strenge videnskabelige rolige logiske og fuldkommen klare opbygning.

Og således gøre mig erfaringen, om hvor meget den mand, kan se om mig og mine evner, om sine læsere i det hele taget, som jeg ikke engang selv kan, eller kunne, og hvordan jeg har måtte lære, at denne tålmodighed og udholdendhed, saglighed og retskaffenhed, intensive rolige vedholdende strenge videnskabelige indstilling gennemført til punkt og prikke, hvordan den betaler sig på sigt.

Først således trænger stoffets indhold nemlig virkelig igennem til sjælen og ånden i en.

Først således bliver det, som han skildrer, til verificérbar mulig erkendelsesvirkelighed, for den som læser, som ikke selv, endnu, kan skaffe sig subjektive beviser og må forlade sig på hans oplevelser i og af den åndelige verden, først således opnåes bare en flig af den videnskabelige sikkerhed, som det efterhånden går op for en, kræves, for overhovedet, at kunne begynde, at nærme sig en virkelig sanddru egen fremstilling af de ting som skildres, som har nogen ægte sund virkelig bevis-kraft i sig overhovedet.

Netop derfor er det ikke af pinlig eller af selvudslettende indstilling, at jeg nærmest fra start undskylder og gør læseren af dette, opmærksom på disse indlægs begrænsede beskaffenhed, det er simpelthen af klokkeklar erfaring med min beskæftigelse med stoffet.

Det er et tveægget sværd, som min gamle, nu desværre længst afdøde far altid sagde: Han sammenlignede den viden og indsigt og erkendelse, man skaffer sig gennem livet, med arealet indenfor en cirkel-periferi. Med arealet indenfor omkredsen af en cirkel.

Jo større cirkel, jo større er arealet indenfor cirkel-perifierien, jo mere viden, forståelse og indsigt.

Men, området udenfor cirkel-perifien, altså alt det man således kommer til at vide, at man ikke ved, ikke kan erkende osv. - det vokser således proportionalt med at cirkel-periferien udvides. Alt det som cirkel-periferien berører, udenfor cirkelarealet, det udvides tilsvarende med at arealet indenfor vokser.

For de som holder af matematiske betragtninger, som i øvrigt er en af de bedste måder, at forberede sig til at gå skolingsvejen, anfører Steiner, og jeg hermed med ham, fordi man netop, ved at beskæftige sig med matematik, er tvunget ind i en orden og videnskabelig eksakt strenghed, som kræver fuldstændig klar og saglig videnskabelig logisk tænkning. - Netop er den form for tænkning, som man bør have, hvis man vil beskæftige med åndsvidenskab, og hvis man altså ønsker sig, at denne beskæftigelse, skal have befrugtende sunde og positive virkninger for sig selv og andre, på langt sigt, hvis man vil fastholde den lyse fremadskridende fuldkommen videnskabeligt sikre vej og vil undgå enhver fare for forvildelse og al form for fanatisme og ensidighed undervejs, - så er det, at beskæftige sine tanker med matematik og matematikkens erkendelser virkelig frugtbart.

For sådanne, som holder af, at beskæftige sig med matematik, kan det tilføjes, at den proportionalitet som ens u-videnhed vokser med, som øger det, som ligger udenfor ens forståelse, øger ens forståelse for det, som man samtidig véd, at man ikke véd - og som altså ligger udenfor cirkelperiferien, i takt med, at man tilegner sig ny viden, altså udvider cirkelperifien indefra - i følge min fars betragtninger - denne konstant er ifølge matematikken, således lig med tallet Pi.

Altså, den konstante proportionalitet, som man udvider bevidstheden om sin u-videnhed med, i takt med, at man udvider sin viden - den kan ifølge matematikkens love, udtrykkes ved tallet Pi.

Altså, udtrykkes ved den konstante uendelige decimalbrøk i matematikken, som er tal-udtrykket for forholdet mellem en cirkels periferi og dens radius - er en uendelig konstant som tilnærmelsesvis = 3,1415926535897932384626433832795... - Kilde : Videnskabelig lommeregner i Win 98.

Dét fik ham, min far, til at konkludere at: Jo mere man véd, jo mere véd man samtidig, at man ikke véd...

<>oOo<>

Der er noget magisk ved antroposofien. Steiner gentager også dette atter og atter, bare ved at læse om de ting som skildres, på den mere og mere anførte måde, ord for ord, sætning for sætning, simpelthen arbejde sig igennem de lange og knudrede sætninger, med flere bisætninger og alen-lange redegørelser, omhyggeligheden og samvittighedsfuldheden, som nærmest er grænseløs - bare ved at læse på den måde, forberedes klarsynsevnen i læseren.

Det er helt bevidst, at han gør det så indviklet, siger han igen og igen.

Men det er ikke indviklet, det er fordi verden er sådan beskaffen, som den er i vor tid, den materialistiske naturvidenskabelige ensidige indstilling som er den fremherskende, det er derfor, han er nødt til og maner til, at man selv vænner sig til, selvopdrager sig til, at fastholde urokkeligt denne omhyggelighed, for sikkerhedens skyld.

Ellers bliver man for let bytte for al slags fantasteri og diletanteri på dette område. Og så vil man netop kunne diagnosticeres af vor tid, som værende af en art patalogisk behandlingskrævende natur.

Nå, men nu giver jeg simpelthen en lille fremstilling af menneskets væsen opdelt efter 7-tallet.

Jeg vil gå i detaljen med det i den næste opdatering. Jeg vil såvidt det er mig muligt, forsøge at gøre rede for, hvordan man betragte de forskellige legemer af oversanselig art og holde dem ude fra hinanden.

Men her skal læseren være opmærksom på, at jeg visse steder citerer mere eller mindre som en anden papegøje og frit efter erindringen af læsningen af Teosofi.

Ifølge den Teosofiske eller antroposofisk teosofiske betragtningsmåde af menneskets væsen, deles det altså op efter 7-tallet på følgende vis:

1. Fysisk legeme
2. Æterlegeme
3. Astral-legeme
4. Jeg
5. Åndsselv
6. Livsånd (Buddhi)
7. Åndsmenneske (Atman)

<>O<>

1. Æterlegemet

I det foregående har jeg så detaljeret og omhyggeligt det var mig muligt, på mit nuværende forståelses og erkendelses-trin, forsøgt at give en virkelig videnskabelig redegørelse for den elementære indføring i Teosofi. Teos = Gudomme eller guder, guddommelig - og Sophia = Visdom - Teosofi = Guddommelig Visdom. Mennesket set fra det teosofiske synspunkt : Krop - sjæl og ånd.

Jeg har også redegjort omhyggeligt for, at det jeg nu ville til at skildre og fremlægge for offentligheden, ikke er selvoplevet, ikke er min empiri*, ikke er noget jeg kan bevise, sådan som man forstår et bevis i den naturvidenskabelige metode. Men jeg har også gjort rede for hvorfor, jeg alligevel, på trods af at jeg ikke kan gøre krav på nogen sådan naturvidenskabelig bevis-førelse, alligevel føler mig fuldt ud berettiget til at fremstille disse ting for offentligheden, med de forbehold, som jeg godt nok har angivet, men stadig at kalde det videnskab, åndsvidenskab.

Det er den magiske komponent ved antroposofien og teosofien. Og som den enkelte vil erfare ved et eget selvstudium. At der sker noget hemmelighedsfuldt under læsningen. Der er ligesom noget, en kraft, en ekstrakt, noget som styrker en og strømmer over til en under læsningen, at man så at sige, allerede er i gang med skolingsvejen ved blot ved at læse om den klarsynedes fremstillinger af sine resultater af forskningen af den åndelige verden, og her menneskets væsen betragtet fra den åndelige verden. Steiner taler helt konkret om åndelige art hjul, chakrams, som den klarsynede kan se med sit åndelige øje, og at disse, når klarsyns-evnen begynder at forberedes,  modnes og udvikles - at disse begynder at dreje og lyse og glimte i de skønneste mest vidunderlige åndelige farver. Men det første trin er at disse hjul eller chakrams renses og oplyses - og det begynder med at man frivilligt beskæftiger sig med et studium af åndsvidenskab.

Læg dertil, igen frihedsaspektet taget i betragtning, at denne hemmelighedsfulde, eller magiske, styrkende, forfriskende virkning, ikke, udtrykkelig ikke, er skjult og hemmelighedsfuld på nogen måde, men bliver forklaret og gjort fuldt ud gennemskuelig for den som læser, blot man forstår at formå, at læse fuldstændig fordomsfrit. Der er altså ikke tale om, nogen som helst forførelse eller manipulation. Der er tale om en fuldt bevidst fremstilling og indføren og gøren læseren fuldt bevist i det som fremstilles og hvilke virkninger det kan have for vedkommende. Det har jeg gjort rede for i det ovenstående.

Den som begiver sig ind på denne vej, til klarsyn, til at kunne skue det, som Steiner fremlægger, som resultaterne af sine udforskninger af den åndelige verden, her menneskets væsen, med sit klarsyn, hun eller han vil med tiden komme til erkendelsen af æterlegemet.

I bogen 'Hvordan opnår man erkendelse af den højere verden' er givet helt konkrete meditationsøvelser, som den enkelte kan foretage, og hvis virkning gradvis vil fremkalde, som noget af det første, tilsynekomsten af æterlegemet. Der er altså tale om, på et relativt lavt trin af skolingsvejen til det esoteriske* klarsyn, at kunne komme til erkendelsen af dette æterlegeme.

Æterlegemet er altså det 1. oversanselige legeme man kan skue med det klarsyn, som Steiner var i besiddelse af. Når man regner fra det fysiske legeme. Æterlegemet er et rent oversanseligt legeme og kan kun skues med klarsyn af den art som Steiner beskriver. Andre kan selvfølgelig også skue dette, som har begivet sig ind på lignende skolingsveje, men det kan jeg ikke tale om her. Her drejer det sig om en fremstilling af den antroposofisk orienterede åndsvidenskab.

De betragtninger af æterlegemet som fremstilles her, er resultatet af Steiners forskninger med sit klarsyn og disse kan harmonere eller ej med andres. Det er ikke det som drejer sig om her. Den enkelte må i al frihed, selv finde vej igennem livs-labyrinten mellem forskelle og ligheder med andres såkaldte forskningsresultater af æterlegemet.

Æterlegemet kan ikke måles eller vejes med fysiske instrumenter, ej heller fotograferes med såkaldt aura-fotografiapparater. Æterlegemet er ganske vist en del af denne aura, som jeg også vil komme nærmere ind på senere i min beskrivelse af de andre oversanselige legemer - Astrallegeme, jeg, åndsselv, livsånd og åndsmenneske.

Den klarsynede Steiner, beskriver også æterlegemet, som en slags formkraft-legeme. Altså et oversanseligt legeme, som holder det fysiske legeme fast i den form, som det nu har for mennesket i dag.

Han kalder det også for livs-kraft-legeme eller simpelthen livs-legeme. Når man den grad af klarsyn (og indvielse..?) som Steiner taler om i sin bog om skolingsvejen (Hvordan man opnår...) beskriver han, at man nu, ikke bare kan se livet som det foregår og kommer til udtryk i den fysiske verden, gennem mineral-riget, planteriget, og dyreriget og menneskeriget - men, at man også kan se livets liv. Livet bagved livet. Det for de fysiske øjne usynlige liv, bagved alt ydre fysisk liv. Livs-legemet.

Alt levende har således æterlegeme. En plante har sit æterlegme, som holder dens fysiske legemes stoffer i orden og i den form, som den nu engang har. Alle dyr har deres æterlegemer og også mennesket. Naturligvis er menneskets æterlegeme vidt forskellig fra både plantens og dyrets.

Æterlegemet er altså det oversanselige legeme som er tættest på det fysiske. Man kunne sige, at det er oversanseligt af 1. Grad. Det er det oversanselige legeme man, som noget af det første, bliver i stand til at skue, hvis man går den omtalte skolingsvej, bliver i stand til at skue på samme måde, som man med de fysiske øjne, kan se en stol og bord og menneskets fysiske legeme.

Æterlegemet har omtrent den samme form som det fysiske legeme. Det er en slags arkitekt for det fysiske legeme.

Hvis man går skolingsvejen som Steiner omtaler - og f.eks. benytter sig af den såkaldte frø-meditation eller plante-meditation, hvor virkningen med tiden fremkalder den første klarsynede erkendelse og skuen af dette æterlegeme, vil man forstå, at dette æterlegeme kan iagttages af den klarsynede, som en slags åndeligt flammende legeme. Resultatet af den såkaldte frø-meditation (Hvordan man opnår erkendelse...) er nemlig, at man kommer til at kunne se en slags farvet flammedannelse gå ud fra dette fysiske frø, som man mediterer over på den omtalte måde.

Det man bare skal huske på, er at man ikke må forveksle flammer i den fysiske verden med det som tales om her. Fysiske flammer består af fysiske stoffer og kræfter - æterlegemets flammer er af ren åndelig natur, som kun kan skues med klarsyn af den art som Steiner taler om og ikke måles og vejes på nogen måde.

Jeg er nødt til at understrege dette igen og igen, fordi der i vor tid, hvor det jo på den ene side, er vidunderligt, at søgningen efter det åndelige er blevet så populært, men, hvor der allerede har indsneget sig de værste misforståelser blandt f.eks. såkaldt New-Age-personligheder o.lign. - om at det åndelige er udtryk for energi. Usynlig energi kalder man det - og før man får set sig om begynder man at bilde sig ind, at denne energi skulle kunne måles og vejes med fysiske instrumenter - følsomme fysiske instrumenter, som f.eks. kan måle molekylar-ændringer i luften (Densitet  molekylar-tæthed oa.) og altså dermed f.eks. kunne bevise ad naturvidenskabelig vej de såkaldte poltergeist-fænomener, eller psykiske tilstedeværelser af døde i blandt os osv. Det har ingen gang på jord om jeg så må sige.

Det åndelige kan ikke måles og vejes eller spores eller findes eller bevises med fysiske instrumenter, hvor følsomme de så end måtte påstås at være.

Det åndelige hører netop til det åndelige, fordi det ikke kan måles og vejes. Det som karakteriserer det åndelige, er netop, at det er den del af verdensaltet, som ikke kan måles og vejes. Det åndelige adskiller sig netop fra det fysiske ved at det ikke kan måles og vejes. Det er kun åndsforskeren, den som har trådt ovenstående skolingsvej, som via sit klarsyn, kan skue det åndelige.

Det vi kan skue i det fysiske, er i bedste fald virkningerne af det åndeliges arbejde. F.eks. den form de fysiske legemer har, den er virkningen i det fysiske af det åndelige æterlegemes arbejde, formkraft-åndernes# arbejder.

Det åndelige er ikke udtryk for tyndt fortættet usynlig molekylar eller atomar energi eller materie. Det åndelige er ren ånd og intet som helst andet. Molekyler og atomer, energi og flammer er fysiske fænomener, som kan måles og vejes. Og hører ergo til under det fysiske område. Alt der kan måles og vejes.

Så man må altså skelne meget skarpt her.

Æterlegemets flammedannelse har ikke noget med fysiske flammedannelser at gøre. Det er en ren sindbilledlig forestilling, en lignelse, som skal give os, som ikke besidder klarsyn, en tilnærmelses-vis forståelse, et tilnærmelsesvist forestillings-billede af, hvad den klarsynede Steiner forsøger at beskrive, hvad det er, han ser, når han betragter æterlegemet.

Jeg har ovre på tråden 'Lys og Mørke' om 'Ahrimans Inkarnation...' afvent opdateringer - gjort detaljeret opmærksom på alle de her ting, også mht. auraens farver osv. Men det kan ikke gentages tilstrækkeligt, for det er så let, at fare vild her og lade sig vildlede til al slags fantasteri og hysteri og sensations-jægeri. Det vil jeg gerne være med til at slå en pæl igennem og forebygge.

I Steiner-pædagogikken, for det lille barn, regner man altså med, at det, som først fødes, er menneskets fysiske legeme. Det er det fysiske legeme som først kommer til syne ved fødslen.

Æterlegemet (og de øvrige angivet i listen ovenfor) er endnu ikke inkarneret. In - Carno = Latin : I kødet. Æterlegemet hyller endnu barnet som moderens liv, moderens fysiske legeme gjorde det under svangerskabet. Æterlegemet er endnu udenfor barnets fysiske legeme. Det gennemtrænger det ikke. Det svæver omkring det som en usynlig sky. Som et beskyttende åndeligt hylle.

Når barnet fødes, er det altså kun fysisk legeme, om man så må sige. Den første opgave i livet er således derfor for ethvert menneske, at dets æterlegeme må hjælpes til, at det fysiske legeme vokser op og vokser ind i den fysiske verden på den rette måde, så æterlegemet kan fødes på ordentlig vis, så æterlegemet kan forbinde sig på harmonisk vis med det barnets fysiske legeme.

Steiner-pædagogikken tager derfor hensyn til dette og pædagogikken er tilrettelagt netop således, at man fuldt bevidst om dette barnets oversanselige æterlegemes kommende fødsel = inkarnation - styrker og støtter det fysiske og æterlegemet på en sådan måde, at de bedst mulige betingelser fremelskes for denne kommende inkarnations-proces af barnets æterlegeme. Man beskæftiger sig fuldt bevidst med denne æterlegmets inkarnations-proces og hvordan man på den mest hensigtsmæssige måde kan støtte og styrke den, så den mest fuldkomne og harmoniske inkarnations-proces tilvejebringes for barnet.

Med andre ord, det er af allerstørste betydning hvordan vi opdrager. Det er af allerstørste betydning for livet, hvordan vores livsbetingelser er efter fødslen. Om vi fødes ind i smukke og harmoniske omgivelser, oplever omsorg og kærlighed, respekt og varme - eller om vi udsættes for større eller mindre vanrøgt og forsømmelse, råben og skrigen, disharmoni, forstyrrelser osv.

Alle disse påvirkninger fra omgivelserne i vores liv lige efter fødslen sætter varige spor i os.

Æterlegemet er også en slags visdomslegeme og erindringslegeme. I æterlegemet finder vi også menneskets 4 temperamenter. Mere om dette senere.

Ved tandskiftet omkring 7-års alderen er barnets menneskets æterlegeme fuldt inkarneret.

Tandskiftet er altså den fysiske foreteelse som indikerer at nu er det æteriske legeme inkarneret fuldt ud. Nu virker det helt igennem det fysiske legeme og gennemstømmer fuldt ud det stadig voksende lille menneske.

Tandskiftet er den virkning i den fysiske verden, i det fysiske legeme som er forårsaget af at æterlegemet nu gennemtrænger det lille barns fysiske legeme.

Hvor det tidligere for størstedelen svævede omkring barnet som et usynligt beskyttende hylle, sandsynligvis kun let forbundet gennem hovedet ('Sølvstrengen'...oa. ??) - er tandskiftet nu virkningen i det fysiske som viser at æterlegemet har forbundet sig med hele det lille barns fysiske krop og gennemtrænger dets fysiske legeme med hele sit væsen.

Jeg har derfor i personlig kreativitet døbt tænderne for æter-perlerne. Jeg ser dem som en slags perler, en slags gaver vi får som mennesker, af de æteriske kræfter. Ligesom en musling danner sin perle langsomt omkring et sandkorn ved sin slimede gentagne overskygning af sandkornet, ved sin slimede omhylle af sandkornet. Derfor finder jeg denne betegnelse berettiget.

Det er et helt lille mirakel i sig selv, at, i vores bløde og vandfyldte kroppe, kan der danne sig noget som er så hårdt, at det kan bruges til at findele og kværne alt vi har brug for gennem livet til at fortsætte vedligeholdelsen af det fysiske legeme. På samme måde med vores knogler osv.

Læg altså mærke til, at op til tandskiftet er æterlegemet i inkarnationsproces. Er det ved at trænge ind i og kunne gennemstrømme det lille barn fra top til tå.

I starten svæver det tilsyneladende bare som en sky over barnet, sandsynligvis kun forbundet med det gennem hovedet. ('Sølvstrengen'...??) Se nedenfor.

Men, når man op i alderdommen, sker det modsatte: Æterlegemets kræfter er ved at være brugt op og begynder igen, at gå gradvis mere og mere op i altet, i den æteriske verden. Virkningen viser sig ved, at vi får rynker, det fysiske legeme tørrer ud, skrumper ind og dør.

Der er nogen gode og relevante betragtninger om søvn og død og æterlegemet og astrallegemet og jeg'ets rytmiske bevægelser i forbindelse med dette, men nu vil jeg holde mig strengt til selve æterlegemet, men blot her anføre, at ved selve døden sker der nemlig det, at også æterlegemet løsner sig fra det fysiske legeme, at æterlegemet altså eks-karnerer også ved døden. På samme måde som det in-karnerer efter fødslen.

Heraf bliver det nemlig muligt at forstå, for den som ikke besidder klarsyn, hvorfor menneskets fysiske legeme må holdes sammen af den form-kraft som kommer fra æterlegemet. For ved døden, når æterlegemet forlader det fysiske legeme, falder dette sammen og alle dets stoffer og kræfter er nu prisgivet de kræfter og love som ellers virker i mineral-riget. Når æterlegemet forlader det fysiske legeme, er der ikke noget som længere kan holde sammen på det fysiske legemes stoffer og kræfter og disse bliver således henvist til at gå i opløsning, det fysiske legeme går til grunde. Det fysiske legeme har således ikke, i sig selv nogen kraft som kan forhindre det i at forfalde til hensmuldring, dets stoffer og kræfter er af alene, isoleret set, af ren mineralsk natur. Det er kun æterlegemets form-kraft som kan forhindre det i at gå til grunde.

Når vi falder i søvn, er det er kun astrallegemet og jeg'et som forlader det fysiske legeme. Det fysiske legeme og æterlegemet bliver liggende i sengen, når vi sover, mens astrallegemet og jeg'et ekskarnerer for at finde kraft i den åndelige verden. Søvnen bliver derfor også i folkemunde kaldt for dødens lillebror. Men mere detaljeret om dette senere. ('Videnskaben om det skjulte'...litteraturliste)

Det, æterlegemet inkarnerer altså tilsyneladende gennem åbningen i hovedet, som også kaldes Fontanellerne og som rent fysisk kan videnskabeligt bevises. Der er simpelthen en ren fysisk åbning i kraniet hos det lille nyfødte barn. Her strømmer æterkræfterne tilsyneladende ind i barnet og får dets fysiske legeme til at vokse ind i den individuelle form, som det nu engang skal have. Senere vokser disse fontaneller sammen og hullet lukkes. Det er ligeledes interessant at mange ældre mænd taber håret i en rundkreds i samme område og får det man kalder måner...

Vi har alle et helt individuelt æterlegeme. Vi har alle vores helt egen kropsbygning. Organ-bygning, skelet-bygning osv. Det er æterlegemet som giver formen til alt dette, form-kraft-legemet og som vedligeholder formen gennem hele livet. - Som gør at det fysiske legemes forms, dets stoffer og kræfter, bliver holdt sammen som det nu gør i det enkelte menneske. For, som sagt, hvis dette æterlegeme, dette form-kraft-legeme ikke var der, ville det fysiske legeme som består af fysiske stoffer og kræfter, falde fra hinanden og vende tilbage i opløst tilstand til den mineralske verden, efter de love som hersker der.

Hvis vi slår os og det fysiske legeme skades, er det altså tilsyneladende æterlegemet, som genopretter skaderne. Det bruger eller dirigerer, det fysiske legemes stoffer og kræfter til at vedligeholde og reparere sig selv.

Man kan sammenligne æterlegemets kraft, dets form-kraft, æterkræfterne, med det forsøg, man i naturvidenskaben gør sig i fysikken, når man over en magnet anbringer et stykke papir og på dette papir hælder metal-spåner. Metal-spånerne vil ordne sig efter et ganske bestemt mønster alt efter hvilken magnet man anbringer nedenunder papiret.

På samme måde med æterlegemt. Det ordner det fysiske legemes stoffer og kræfter og organiserer dem til at danne den form, som det enkelte menneskes fysiske legeme nu en gang får under opvæksten og som bevares og udvikles, metamorficeres gennem livet. Form-kraft-legemet. Form-kræfter. Formkraft-legmet har på en måde, ligesom en computer, en oprindelig ur-form et oprindeligt original-billede, et original-aftryk af det pågældende menneskes fysiskes legeme og forsøger hele tiden at gen-op-rette og vedligeholde denne form i overensstemmelse med ur-formen. På lignende måde som med en computer hele tiden forsøger at gendanne et crashed styresystem til den oprindelige form. Det er selvfølgelig en meget forsimplet og firkantet sammenligning.

#Formens Ånder. ('Videnskaben om det skjulte'...)

Æterlegemet - Fortsat... og - afslutning.

- Vi har således alle et helt individuelt æterlegeme. Vi har alle vores helt egen kropsbygning. Organ-bygning, skelet-bygning osv. Det er æterlegemet, som giver formen til alt dette, form-kraft-legemet og som vedligeholder formen gennem hele livet. - Som gør, at det fysiske legemes form, dets stoffer og kræfter, bliver holdt sammen, som det nu gør i det enkelte menneske. For, som sagt, hvis dette æterlegeme, dette form-kraft-legeme ikke var der, ville det fysiske legeme være prisgivet de kræfter og love som dets fysiske stoffer ellers er underkastet og som virker i den mineralske natur, det ville falde fra hinanden, opløses og gå til grunde, som det netop gør ved døden, når også æterlegemet forlader det fysiske legeme.

Mere om, andetsteds, at, det, som mennesket oplever, når det oplever døden, når det går gennem dødens port, netop bekræfter, hvad jeg en passant* har nævnt tidligere, om, at æterlegemet også er en slags erindrings-legeme, det, som mennesket netop oplever, når æterlegemet forlader det fysiske legeme - (Når 'sølvstrengen' ødelægges??..) - er, at dets hele livets erindringer passerer revy for det i ånden, livs-tableauet viser sig for det i ånden.

Nær-død-oplevelser bekræfter dette i adskillige tilfælde. Men de er netop nær-død oplevelser fordi forbindelsen mellem de fysiske legeme og æterlegemet, ikke, som ved døden, er blevet ødelagt, så æterlegemet, er ved et pludseligt og voldsomt chok svippet ud af det fysiske legeme, en unaturlig kortvarig ekskarnation af æterlegemet er sket, hvorefter normal-tilstanden igen tilvejebringes, æterlegemet vender tilbage. Men i den tid, som æterleget og hermed også jeg'et og astrallegemt er ude, opleves livs-tableauet.

Det som vi altså oplever, som den første markante oplevelse, når og efter vi går gennem dødens port, er, at hele vort liv passerer revy for vores indre blik, et mægtigt livs-panorama viser sig for os.

Det er udtryk for virkningen af, at æterlegemet også trækker sig ud af det fysiske legeme - og ganske kort tid efter døden er indtruffet også selv vil opløses, som det fysiske legeme og gå op i den åndelige æteriske verden, på samme måde, som det fysiske legeme ved døden opløses og går op den fysiske verden.

- I modsætning til under søvnen, som man jo, som sagt i øvrigt også meget betegnende kalder Dødens Lillebror, ved indsovningen, hvor kun jeget og astral-legemet forlader det fysiske legeme og æterlegemet bliver liggende fast forbundet med det fysiske legeme i sengen.

Det, som altså især, set fra et åndsvidenskabeligt synspunkt karakteriserer døden hhv. søvnen, er at æterlegemet, ved døden, fuldstændig forlader det fysiske legeme, for senere selv også at opløses - hvorimod, ved søvnen, det stadig bevarer sin forbindelse med kroppen, for at vedligeholde og forfriske den, for at tilføre den nye kræfter, under søvnen. Jeg'et og astrallegemet er godt nok ude, ekskarnerer, for også at hente kræfter i den åndelige verden, men mere om det senere.

Yderligere bekræftes det således her, hvorfor mennesker, som ligger i koma, stadig kan over-leve, men ikke være ved bevidshed. Det kan de, fordi forbindelsen mellem det fysiske legeme og æterlegeme er bevaret - Æterlegemets vegetative kræfter - vedligeholdelseskræfter, formdannende kræfter virker stadig og ligger i sengen inkarneret i det fysiske legeme, stadig forbundet med det fysiske legemet. Jeg'et og astrallegemet er røget ud og af årsager, som har at gøre med en alvorlig grad af beskadigelse af det fysiske legeme og sammenhængen mellem det fysiske og de øvrige åndelige dele af mennesket, inkarnations-problemer, kan jeget og astrallegemet ikke komme i kødet, kan bevidstheden ikke få adgang til det fysiske legeme.

Mennesket er på ubestemt tid udelukket fra at få adgang til egen krop. Kan ikke inkarnere. Men det er ikke død. Jeget og astralleget er stadig forbundet med det fysiske legeme man kan ikke komme ind i det.

Det fysiske legeme er således på ubestemt tid hengivet til en plante-tilværelse, man kalder det derfor også koma-patienter med et lidt hårdt udtryk, at være en grønt-sag. Det er fordi æterlegemets kræfter netop har at gøre med det levende, med alt som vokser og formerer sig, som er af plante-agtig natur.
- Fordi det som er karakteristisk for alle planter og dermed også grøntsager, er at deres højeste åndelige led er æterlegemet. Planternes æterlegeme er in-karneret i plantens fysiske legeme, mens plantens astrallegeme og jeg ikke er det.

Mennesket som ligger i koma befinder sig således i en lignende tilstand som planten, som grøntsagen - dets æterlegeme er stadig inkarneret, men bevidstheden, dets astrallegeme, og dets jeg er udenfor dets fysiske legeme.

Dette sidste viser hvordan der i selve sproget, som vi alle bruger, ligger en dyb og instinktiv viden om den åndelige indsigt i menneskets natur og sammenhængen med verden og kosmos, som den klarsynede meddeler. Vi ved godt at vi véd det, vi har bare glemt det...

>oOo<

Der er et forsøg i fysikken, man kan gøre sig, for at illustrere virkningen af æterlegemets formdannende kræfter.

I fysikken foretager man et eksperiment for at vise en magnets kraftfelt. Man tager en tilfældig magnet og ovenpå den anbringer man et stykke papir. Derefter hælder man metal-spåner ud over papiret. Disse metal-spåner danner sig af sig selv, alt efter hvilken magnet der er tale om, et helt specifikt mønster, hvis form således bliver konkret anskueliggjort v.hj.a. papirets hvide baggrund.

På samme måde med æterlegemet. På samme måde kan man danne sig forestilling om, hvordan æterlegemets form-dannende kræfter virker, hvordan det, som en slags arkitekt, som urbilledet på det fysiske legeme, fastholder det fysiske legemes stoffer og kræfter i netop den form, som det skal have, for det artsvæsen, som det nu drejer sig om, om det er en plante, et dyr eller et menneske.

>>oOo<<

Nu vil mange selvfølgelig føle sig berettiget til at komme med indvendinger mod disse betragtninger af dette såkaldte oversanselige legeme af 1. Grad, målt fra det fysiske legeme, æterlegemet - og som kun kan skues af den, som er besiddelse af klarsyn af den art, til at skue ind i den åndelige verden med, som Steiner havde og beskriver hvordan, enhver kan gå samme eller lignende veje for at opnå det.

Man vil indvende, at idag er Naturvidenskaben nået til kendskab og erkendelse af menneskets cellekerners genetiske struktur. Via elektron-mikroskoper er det idag, 2012 og har været i en rum tid, ca. siden afslutningen af 1900-tallet, været muligt, at systematisk trænge ind til det tilsyneladende allerhelligeste og aller-mest grundlæggende i menneskets fysiske legemes opbygning og beskafning. Et uigenkaldeligt kendskab til byggestenene, på celle-, molykylær-, og atomart niveau, som former og derterminerer hvilken form og art, osv. dette fysiske legemes celler får.

Den genetiske struktur er idag systematisk kortlagt helt ned, på ikke bare molekylart niveau, men på atomart niveau. Det er det, man med et populært udtryk kalder for DNA. DNA-strengen er den atomare-opbygning, som danner dette såkaldte arvemæssige DNA-molekyle, som er uhyre kompliceret, men som idag, også med computerens hjælp, systematisk er blevet kortlagt.

I biologien er disse kendetegnet ved, at man feks. for de to køn skelner mellem hhv. X- og Y-kromosomer. Disse navne har at gøre med, hvordan man iagttager køns-cellernes udseende i elektronmikroskop, hvor de, for det mandlige køn iagttages som et par hhv. X- og Y- og hos det kvindelige 2 x X-kromosomer.

Man har fundet det, man betragter som endegyldige beviser på, hvordan de forskellige karakteristika for det fysiske legeme i sin grundform determineres, af den måde hvorpå, visse stoffer, på atomart nivau, simpelthen kombineres med hinanden (Mutationer oa.), og så at sige danner koder, som igen danner formen og udviklingen, livet og livsudviklingen for hver enkelt celle.

En hudcelles DNA, gen-streng, er således forskellig fra en knogle-celles, en celle fra et øre, forskellig fra en næses osv.

Man mener sig således berettiget til at kunne påstå, at det er DNA og ikke noget oversanseligt æterlegeme, som er den form-dannende kraft, som holder de omtalte fysiske stoffer og kræfter på plads, i den orden og den form, som de nu skal have, helt ned på celle-niveau, helt ned på molkylært og atomart niveau.

Ingen, som virkelig tænker videnskabeligt og respekterer det store tænke-arbejde og arbejde med at fremskaffe og verficere de opdagelser, man har gjort mht. DNA, kan længere idag betvivle rigtigheden af disse epokegørende opdagelser fra Naturvidenskabens side.

Dog er dette ikke noget bevis for at æterlegemet ikke eksisterer.

Det kan enhver, som virkelig formår at tænke fordomsfrit virkelig sagligt og videnskabeligt forvisse sig om, i disse mine foreløbige afsluttende og efterfølgende betragtninger vedr. æterlegemet.

Disse Naturvidenskabens epokegørende opdagelser mht. menneskets arve-masse, cellekerners genetik, DNA osv. bekræfter blot æterlegemets eksistens og er selv virkningerne i det fysiske, af sammes eksistens.

Disse opdagelser i det fysiske, af DNA osv., er altså ikke i modsætning til de resultater, som åndsforskeren når frem til via sin klarsynede udforskning af den åndelige verden, menneskets oversanselige væsenled, her æterlegemet.

De er tværtimod i fuld overensstemmelse. Det stemmer sammen, som et harmonisk hele. De bekræfter gensidigt hinanden.

Dertil skal selvfølgelig også lægges, at man ved at bevise noget om DNA, ikke beviser noget om, at æterlegemet ikke-eksisterer.

Jeg har anført nogen betragtninger, om denne Natuvidenskabens mærkværdige ensidighed til at forfalde til fordomme og usaglighed, omkring de resultater, som åndsforskeren opnår, ved sit klarsyn, at udforske den del af verdensaltet, her omkring mennesket, alt det som ikke kan måles og vejes - Ved, at fejlagtigt mene sig berettiget til at påstå, at man kan bevise, at noget ikke eksisterer ved at bevise, at noget andet gør det.

Ved at bevise DNA, mener man altså at kunne sige at man har bevist at æterlegemet ikke kan eksistere.

Jeg har anført det i min artikel 'Systematisk forfølgelse af religiøse' ovre på tråden 'Lys og Mørke'. Her gør jeg også opmærksom på det faktum igen, at man i Naturvidenskaben selvfølgelig ikke kan gøre krav på noget som helst bevis på det åndeliges ikke-eksistens ved sine beviser af DNA.

Beviset for DNA er ikke noget bevis på at æterlegemet ikke eksisterer. Det er bevis for DNA. Ikke for æterlegemets ikke-ekistens. Ved at bevise noget eksisterer beviser man ikke samtidig, at noget ikke gør det. Det er jo noget vrøvl, rent ud sagt. En fordom. Og dermed usaglig ensidighed.

I bedste fald, er beviset for DNA, som sagt, nemlig netop en bekræftelse på, hvad åndsforskeren når frem til, mht. æterlegemets form-dannende kræfter osv.

Og man kan gå frem til andre beviser mht DNA osv., som yderligere, i bedste fald, blot bekræfter æterlegemets form-dannende kræfter, hvordan de i sig selv er foranderlige, og viser sig som virkninger i det fysiske, hvordan den genetiske struktur også udvikler sig og metamorfiserer helt ned på atomart niveau.

Selvfølgelig vil den som har kendskab til Åndsvidenskaben sige, æterlegemet, som jeg har omtalt det, forandrer hele tiden sin stilling i forhold til det fysiske legeme, er selv underkastet forvandling gennem livet. Og i takt med at æterlegemet forandrer sig selv, eller/og forandringer sin stilling i forhold til det fysiske legeme, dets inkarnationsproces, i samme grad kan i det fysiske iaggttage hvordan cellerkerners genetiske struktur, hvordan DNA ændrer sig, koderne ændrer sig. Hvordan et menneskes tilsyneladende nedarvede egenskaber ændrer sig gennem livet.

Det er det fysiske billed på, at, først er det, æterlegemet i inkarnations-proces, gennem fontanellerne, op til tandskiftet, op til ca. 7-års alderen, i det lille barn, så gennemtrænger det det fysiske legeme og vedligeheholder og udvikler det dets fysiske legemes form fortsat, for, når man når til alderdommen, at langsomt begynde at trække sig ud, trække sig tilbage igen, trække sig ud af det fysiske legeme, og selv gå op i altet, den æteriske verden, hvorefter det fysiske legeme også i takt hermed, må skrumpe ind, vi får rynker, tørrer gradvis ud, visner og dør.

Naturvidenskaben indrømmer selv, at den ikke kan bevise noget om det åndelige, fordi, for at kunne bevise noget om det åndelige, kræves netop åndsvidenskab. Hvis man ikke kan bevise noget om det åndelige, og samtidig vil påstå, at man ved at bevise noget om DNA, mener sig berettiget til at kunne påstå, at man har bevist noget om det åndeliges ikke-eksistens, vil det være det samme som, at en blindfødt vil påstå sig berettiget til at sige at kunne bevise ved sin egen blindhed, at der ikke skulle kunne eksistere lys.

Jeg har anført det i ovennævnte artikel: Et ikke-bevis er ikke noget bevis. I bedste fald beviser det blot Naturvidenskabens egen begrænsning mht. at kunne bevise noget på det åndeliges område i det hele taget.

Alt dette er desværre nødt til at blive nævnt og fremhævet atter og atter fordi Naturvidenskaben, som jeg nævner det i min atikel omtalt ovenfor, igen og igen skaber skadelige fordomme om et kunstigt modsætningsforhold som skulle gøre sig gældende mellem Naturvidenskab og Åndsvidenskab.

For den, som tænker virkelig fordomsfrit og sagligt og videnskabeligt, er der altså ikke noget modsætningsforhold mellem Naturvidenskabens opdagelser i nyere tid og det som Åndsvidenskaben fremstiller af sine opdagelser.

De to videnskabers opdagelser omkring menneskets væsen og beskaffenhed suppllerer og bekræfter hinanden på smukkeste holistiske* og mest harmoniske vis.

Med hver sit udgangspunkt, i hhv. det som kan måles og vejse og alt det, som ikke kan, tjener de to videnskaber til, at mennesket omsider kan forlade det ensidige og dogmatiske religiøse eller/og natuvidenskabelige materialistiske livssyn og begive sig ind i en ny og højere bevidstheds-tilstand, en højere bevidstheds-sfære.

Fra nu af, er det muligt for enhver, som frit måtte ønske det, at indse, hvis man tænker virkelig sagligt og logisk, videnskabeligt og fordomsfrit, at der ikke behøver at være nogen modsætning, hverken mellem de opdagelser Naturvidenskaben har gjort mht. DNA osv. og de opdagelser som Åndsvidenskaben har gjort mht. Æterlegemet.

Det er min fornemmeste pligt i dette liv, at gøre sagligt og sobert rede for og gentage dette atter og atter.

Jeg føler mig som selvskrevet til at være videnskabelig bærer af dette vidunderlige videns-budskab.

Alene i kraft af det såkaldt astrologiske tegn jeg er født ind i, oplever jeg det som noget absolut til-min-personlighed-hørende karmisk-agtigt at netop fremstille muligheden for at danne denne højere bevidstheds-og forståelses og erkendelses-syntese* (Sammensmeltning oa.) : Vægten og hvorom siges bla. (Alan Oaken, 1989) :

The upper line of Libra's symbol (Det astrologiske tegn for Vægten : Et 'lighedstegn' - med en 'bølge' på den øverste linje...) shows his/her higher nature, one that is primarily governed by the mental world of concepts and ideals. This is a facet of Libra that is totally impartial, unattached to matter, and solely concerned with the harmony of ideas. (Mine fremhævninger)


The bottom line of the glyph stands for the world of the personality and subjektive needs and opinions.

It is Libras particular struggle to work with these and other opposing forces in order to create a greater harmony of ekspression from the dualistic polarities he/she seems to encounter in life.
This is the sign of balance, of the marriage of opposites leading to the creation of more beautifull unions.

 

 

<<>>oOo<<>>
 

I næste indlæg, i denne serie, på tråden Antroposofi - skitseret' - vil jeg komme nærmere ind på og behandle astral-legemet - som ifølge antroposofisk orienteret åndsvidenskab, Steiners teosofiske betragtninger, igen deles op i 3 adskilte led: føleses-og/eller fornemmelses-sjæl, forstands-og/eller gemyt-sjæl og bevidstheds-sjæl.

<<>>oOo<<>>